Kent Fonseca, STARK´tivist og GENTRÆ-ambassadør
“Vores samarbejde med TAMU startede, efter at vi i 2019 deltog i Realdanias konkurrence Circular Construction Challenge med et projekt om genanvendelse af træ fra byggerier. Projektet kører nu under navnet GENTRÆ.
Jeg har arbejdet hos Stark i 27 år, og gennem årene har vi støttet en lang række socialøkonomiske virksomheder. Da vi skulle starte GENTRÆ-projektet, tænkte jeg, at det kunne være fedt, hvis vi kunne få træet til at leve og samtidig give unge mennesker en ny chance. Derfor kontaktede jeg TAMU, da jeg gerne ville samarbejde med en spiller, der både var landsdækkende og stor nok til at kunne eskalere den cirkulære udvikling.
Kort tid efter var elever på TAMU-centre flere steder i landet involveret i forskellige GENTRÆ-projekter.
I et projekt skærer TAMU træet i længder, maler og pakker det, så man sparer tid på det ude på byggepladser, hvor træet bliver genbrugt. Desuden reduceres spild, og vi undgår i stor udstrækning at skulle køre træet til forbrænding.
Vi har bl.a. leveret genbrugstræ og frasorteret træ, som er blevet brugt til skure, terrasseoverdækninger, terrassefliser, borde, bænke og uglekasser, efter at TAMU-elever har renset og tilpasset træet.
Alle parter vinder ved samarbejdet. I fællesskab passer vi på miljøet ved at genbruge træet. Vores kunder afleverer træet til os i stedet for at sende det til forbrænding. Vi sender dette GENTRÆ og vores frasorterede træ til TAMU med vores biler, når de alligevel kører tomme rundt i landet. Og så medvirker vi til, at unge mennesker får kvalifikationer, der giver dem nye muligheder for at komme ind på arbejdsmarkedet.
Senest har en af eleverne fra TAMU Storkøbenhavn fået job hos en af vores kunder. Så begynder det sgu da at give mening, ikke…?”