Af Peter Staun Kastholm, direktør, TAMU
Gennem 50 år har det været et kendetegn for TAMU, at vi altid har været på vej mod noget nyt. Vi har bygget nye værksteder, udvidet med nye lokationer, medvirket til forsøg for nye målgrupper og arbejdet målrettet for at blive et reelt landsdækkende tilbud.
At det er lykkedes at føre TAMU videre efter Jens Bays død i 2013 skyldes et stærkt kollektiv, der hele vejen igennem har ønsket at bringe konsekvenspædagogikken og TAMU ind i fremtiden. I den forbindelse vil jeg gerne takke TAMU’s medarbejdere for den store indsats og åbenhed over for forandringer, som de hver eneste dag står på mål for. Specielt tak til de lokale ledelsesteams, som har taget ansvar for udviklingen. Mit eget virke kan kun lade sig gøre, fordi jeg altid kan stole på, at TAMU’s chefgruppe griber de bolde, jeg kaster rundt. I den sammenhæng skal der lyde en stor og dybfølt tak til Espen Pettersson, Jane Kristensen, Rie Rohde og Lone Thorborg Bech.
Også en stor tak til den bestyrelse, som i 2013 turde videreføre vores aktiviteter, var klar til at lade TAMU udvikle sig og stolede på, at jeg var den rette til at lede TAMU. Tusind tak for alle diskussionerne og hovedbruddene, vi løste sammen, til daværende formand Poul Hansen, næstformand Kaare Gudmundsson, Nanna Højlund, Tonny Ottosen, Villy Hovard og Preben Buchholt.
Uden venner af TAMU ville det slet ikke være muligt at komme igennem – så tak til TAMU-Netværket for altid at være klar til at trække i arbejdstøjet. Tak til Stefan Hermann, Nicolaj Ejler, Allan J. Christensen og Jens Kramer Mikkelsen for uvurderlig rådgivning om vores pædagogiske udvikling. I det hele taget tak til de venner af TAMU, som altid stiller op, når vi kalder. Venner der altid er klar til at give mig sparring og lytte til mine tanker og bekymringer. Vi ville ikke være kommet så langt uden jer.
Selv om vi nu runder de 50, vil vi fortsat være på vej. I den kommende periode vil vi åbne nye centre og udvikle vores tilknytning til arbejdsmarkedet. Vi vil også udvikle vores pædagogik. Grundlæggende er konsekvenspædagogikken den rigtige over for vores målgruppe, og hidtil har pædagogikken kunnet forny sig, så den virkede i 1974, og den virker også i dag. Men vi skal også huske, at konsekvenspædagogikken er et middel og ikke et mål i sig selv. Målet er at hjælpe udsatte unge til at vælge et liv med selvforsørgelse og selvrespekt. Konsekvenspædagogikken er det redskab, som vi bruger til at nå derhen. Og når vi siger, at TAMU altid er på vej, handler det blandt andet om at sikre, at TAMU ikke ender som et pædagogisk museum.
Det betyder, at vi i dag fortolker pædagogikken ind i en ny tid, som er anderledes end for 50 år siden. I dag betyder fx religion og følelser meget mere for vores elever end i 1970’erne. TAMU er ikke en boble afsondret fra resten af verden, og hvad vi end gør, fylder religion og følelser i det offentlige rum. Det indebærer, at vi gør mange ting anderledes i dag end tidligere. Vi sætter eksempelvis ikke hårdt mod hårdt over for bøn og brug af tørklæde. Vi bruger heller ikke formuleringen ”en hård start og en blød landing”, som vi gjorde det før i tiden. I dag gør vi det omvendt, for vi kan se ud fra data, at det ikke er det rigtige for vores elever, at de får en hård start, hvor vi ikke respekterer, at følelser betyder noget.
I den kommende tid vil vi fortsætte med at udvikle vores konsekvens- og arbejdspædagogik. Vi skal være med til at forebygge, at en stor del af en ungegeneration bliver stigmatiseret pga. psykiske diagnoser, der lammer og passiviserer dem og forhindrer dem i at passe et arbejde.
Vi skal også udvikle vores uddannelser, så de afspejler vilkårene på et nyt arbejdsmarked, hvor man skal klare flere jobskift, og hvor man i højere grad skal kunne omstille sig til ny teknologi og bæredygtige løsninger. Brugen af kunstig intelligens, robotter og andre højteknologiske metoder vil medføre, at vi kommer til at ændre nogle af vores uddannelsesretninger, heriblandt metalindustri. I servicefagene vil man kræve større psykologisk indsigt i kundernes ønsker. Det får betydning for vores uddannelser inden for kantine, rengøring og turisme. Desuden vil genbrugsagendaen komme til at præge TAMU endnu mere, end den allerede gør det. Vi skal også selv internt se på, hvordan vi kan bidrage til den grønne omstilling.
At være på vej betyder også, at vi bevæger os i retning af en konsekvens- og arbejdspædagogik, der løsriver sig helt fra industrisamfundet. Vi skal skabe en helt unik næste fase af den eksistentielle pædagogik.
Vi skal bidrage til diskussionen om hele vores uddannelsessystem og rejse spørgsmålet om, hvordan vi som samfund undgår, at den samme gruppe unge, som altid har tabt, bliver ved med at tabe. Vi har brug for et uddannelsessystem, der sætter de rammer og skaber den struktur, som vores unge har brug for. Det er et uddannelsessystem, der er handlingsorienteret og bygger på tydelighed og åbenhed om krav og forventninger. Vores unge skal opleve, at uddannelsessystemet sætter rammer, så det ikke bliver banden eller rockergruppen, der bliver de første, der sætter rammerne.
Hos TAMU skal vi hjælpe den gruppe, der ikke kan profitere af det ordinære uddannelsessystem. Det skal vi kunne gøre i hele landet. Politikerne har sagt ja til, at vi kan åbne to TAMU-centre mere, men i vores optik er der brug for fire-fem centre mere end de nuværende seks. TAMU vil vokse sig større de kommende år, men dermed stopper det ikke. Vores uddannelser og pædagogik vil bygge på en uendelig ambition om altid at gøre det anderledes og bedre i morgen.
