Udsatte unge, der har gennemført en uddannelse hos TAMU (Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser), begår i mindre grad kriminalitet end tilsvarende udsatte unge, som ikke har gået på en TAMU-skole. Det viser undersøgelsen ”Beskæftigelses- og samfundsøkonomiske effekter af TAMU”, som er gennemført af LEAD IMPACT.
TAMU’s direktør Peter Staun Kastholm glæder sig over, at det nu er dokumenteret, at TAMU er med til at få udsatte unge til at lægge den kriminelle løbebane bag sig.
- Vores elever, som er 18-30 år, har ikke haft en let gang gennem livet. Nogle er psykisk sårbare, mange har misbrugsproblemer, og en del har været ude i kriminalitet. Vi arbejder for at give vores elever et løft, så de kan træde ind på arbejdsmarkedet og forsørge sig selv. Vi giver dem en chance for at få en ny start. Derfor er det meget glædeligt, at undersøgelsen klart og tydeligt viser, at vores indsats faktisk virker, siger Peter Staun Kastholm.
I undersøgelsen har LEAD IMPACT sammenlignet udsatte unge, der i årene 2015-2018 har gennemført et TAMU-forløb, med en kontrolgruppe, der ikke har gennemført forløbet. Kontrolgruppen består af unge, der har samme baggrund som TAMU-eleverne, dvs. unge der pga. personlige og sociale vanskeligheder hverken er i job eller under uddannelse.
Undersøgelsen viser, at omkring 15 procent af TAMU-eleverne hvert år i årene op til TAMU-forløbet er dømt for overtrædelser af straffeloven eller særlove. Nogle af årene af årene ligger andelen af unge, der begår kriminalitet, oppe omkring 20 procent. I årene efter afsluttet TAMU-forløb er det derimod kun ca. 10 procent af de unge med TAMU-baggrund, der dømmes for straffelovs- eller særlovsovertrædelser.
- I vores effektundersøgelse bliver det tydeligt, at TAMU ikke blot hjælper unge med at komme i job, men at TAMU også afholder flere unge fra at begå kriminalitet. Når vi sammenligner med kontrolgruppen, er der ca. to procentpoint flere årligt, der dømmes for kriminalitet, end i gruppen af tidligere TAMU-elever, siger Arne Hauge Jensen, partner i LEAD IMPACT.
For Peter Staun Kastholm viser de nye tal om kriminalitet blandt TAMU-elever og andre udsatte unge, at TAMU’s indsats har en positiv effekt, ikke bare for de unge selv, men også for samfundet.
- Vi glæder os over hvert enkelt ungt menneske, som vi hjælper ind på arbejdsmarkedet eller måske i gang med en erhvervsuddannelse. Men det er også væsentligt, at jo flere unge, der efter et forløb hos os bliver i stand til at forsørge sig selv, desto flere ressourcer sparer samfundet. Og her batter det virkelig noget, når unge lægger kriminalitet bag sig, siger Peter Staun Kastholm.
Fakta om undersøgelsen ”Beskæftigelses- og samfundsøkonomiske effekter af TAMU”
- Undersøgelsen er en registerbaseret undersøgelse gennemført af LEAD IMPACT.
- Formålet med undersøgelsen har været at afdække de beskæftigelses- og samfundsøkonomiske effekter af et TAMU-forløb.
- Undersøgelsen er foretaget ved at sammenligne beskæftigelsesgrader og indkomster for de elever, der i årene 2015-2018 har gennemført et TAMU-forløb, med de tilsvarende oplysninger for en kontrolgruppe, der ikke har gennemført forløbet.
Fakta om TAMU
- TAMU er en praktisk tilrettelagt, joborienteret uddannelse for 18-30-årige, hvis liv er præget af sociale problemer. Uddannelsens formål er at fremme elevernes muligheder for beskæftigelse eller videre uddannelse.
- De unge har haft problemer som følge af eksempelvis dårlige opvækstvilkår, misbrug eller kriminalitet.
- Uddannelsen har seks centre i Aalborg, Vitskøl, Aarhus, Odense, Vordingborg og København.
- Uddannelsen består af brancherettede forløb. Gennem 34 uger lærer de unge sociale og faglige kompetencer, som sætter dem i stand til at bestride et job.