På mandag den 8. juni åbner den historiske klosterhave på Vitskøl Kloster i Nordjylland igen for besøgende. Haven drives af elever og lærere på TAMU-uddannelsen i Vitskøl, og i år er haven blevet klar til gæsterne stik imod alle odds. Pga. de strenge sundhedskrav, som coronakrisen medførte, måtte haven i ugevis stort set passe sig selv. Og mens ukrudtet bredte sig, fik faglærer Hans Henrik Sørensen fra TAMU i Vitskøl mere og mere sved på panden. Klosterhaven skulle jo være klar til sæsonen.
Heldigvis er verden nu ved at åbne igen, og de seneste uger har naturbrug-eleverne på TAMU i Vitskøl knoklet for at få skabt en seværdig klosterhave.
- Det er kun lykkedes, fordi vores elever har været så ivrige og engagerede. Uden deres indsats var vi ikke blevet færdige. Nu kan vi byde velkommen til turister og andre gæster, fortæller Hans Henrik Sørensen.
Klosterhaven vil være åben dagligt kl. 10-16. Også Café Skovhuset og Danhostel på Vitskøl Kloster er åbne for besøgende.