Netavisen Altinget bragte den 12. november 2021 dette debatindlæg:
Unge er en enorm arbejdskraftreserve med en ny arbejdspædagogik
I København sidder 22-årige Oliver i sin lejlighed. Han får dagene til at gå med computerspil og lidt for meget hash. Sådan har det været i seks år nu. I Viborg sover 24-årige Anders på nogle kammeraters sofaer en uge ad gangen. Han har været involveret i lidt for meget kriminalitet og nogle voldsepisoder. I Aarhus lever 21-årige Ahmed mest på gaden som en del af et fællesskab, der er truende over for omgivelserne. Han holder en god indtægt på en måde, man i jobcentret kalder ”selvforsørgende”. I Næstved kæmper 23-årige Sofie med et lavt selvværd fra en opvækst med omsorgssvigt, og social angst, som er svær at håndtere. Derfor har Sofie nogle uger med meget alkohol og hash. Andre uger er hun clean, men med en uafsluttet 9. klasses eksamen har hun svært ved at se sin vej ind på arbejdsmarkedet.
Oliver, Anders, Ahmed og Sofie er fire af de 45.000 unge, som hverken er i regulær uddannelse eller job. Det sker samtidig med, at erhvervslivet og andre sektorer skriger på arbejdskraft. Statsminister Mette Frederiksen har kaldt det en katastrofe, at det er sådan.
Oliver, Anders, Ahmed og Sofie – og tusindvis af andre unge, der har oplevet problemer og udfordringer i livet, som vi andre priser os lykkelige for ikke at have været igennem – er en kæmpestor arbejdskraftreserve.
De hader skolen, fordi den har givet dem nederlag på nederlag. De har ikke passet ind i den pædagogik, der passer de fleste børn og unge. De mistror voksne, der vil vejlede og rådgive dem, for de har talt nok med velmenende voksne, der ikke forstår dem og ikke kan give dem nogen alternativer til at ”tage sig sammen” og tage en uddannelse, for de har jo kun dårlige oplevelser med skolen.
Derfor kan vi ikke nå disse unge med mere af det samme. Men vi kan nå dem ved at give dem tillid, ansvar og arbejde – og støtte dem i at holde fast. Vi kan give dem arbejdsfællesskaber med rigtige kolleger, hvor deres indsats betyder noget for andre. Sådan får de betydning gennem deres indsats og bidrag. Og dermed kan de få mod på at overvinde de nederlag, som skolelivet bibragte dem. Arbejde handler nemlig ikke kun om beskæftigelse og om at have en økonomisk værdi. Arbejdet har også en pædagogisk og eksistentiel værdi, og arbejdets fællesskaber er en kilde til stolthed og identitet. Derfor skal unge som Oliver, Anders, Ahmed og Sofie have rigtige jobfunktioner med rigtige kunder. Det vil sige kunder, der skal have god service her og nu eller venter for enden af produktions- og forsyningskæden på at få det bestilte produkt.
Men de unge skal også have et uddannelses- og udviklingsperspektiv med arbejdet. Det er det, vi kan give denne gruppe unge på TAMU (Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser).
Vi har masser af eksempler på unge som Oliver, Anders, Ahmed og Sofie, der fra den ene dag til den anden godt kan stå op om morgenen og møde til tiden. Fordi de pludselig betyder noget. Fordi de bliver en del af et arbejdsfællesskab, hvor deres indsats er vigtig for andre. Fordi de får ros for deres indsats. Vi har mange eksempler på unge, der har levet på kanten og først i 20’erne kommer i job. Det er unge, som fortæller, at det er første gang, de får ros og bliver set. Første gang de føler sig som en del af et fællesskab. Første gang de oplever mening i livet og derfor ikke har haft en sygedag i et eller flere år.
TAMU samarbejder med mange arbejdsgivere, der er parate til at give en chance til unge uden en ungdomsuddannelse og med en dårlig bagage af misbrug, kriminalitet, ensomhed og sociale problemer. Når de gør det, oplever de ofte, at de får dedikeret arbejdskraft, for det er jo i arbejdsfællesskaber, at de unge kan opleve at være noget værd – i modsætning til skolen, hvor de jo ofte oplevede nederlaget ved at være udenfor og ikke slå til.
Vi har set, at TAMU er i stand til at give udsatte unge en ny start i livet med en arbejdspædagogik, hvor de lærer gennem rigtige arbejdsfunktioner og producerer i værksteder, kantiner, landbrug mv., er i praktik og ordinære jobfunktioner etableret i tæt samarbejde med arbejdsgivere og lønmodtagerorganisationer. TAMU har årelang erfaring med at ændre udsatte unges livsbane og få dem i gode, varige jobs.
Fremtidens arbejdsmarked og megen deltagelse i samfundslivet kræver basale kompetencer inden for bl.a. dansk, matematik og IT. Men vi har brug for at gøre op med den tankegang, at den eneste rigtige uddannelsesvej er en skoleuddannelse. Vi må gøre op med, at alt nødvendigvis skal starte med skole, og at vejen til udvikling og muligheder forudsætter en succesrig skolegang. Mange unge med en svær skolegang bag sig opnår det gode liv i fællesskabet via kortere uddannelsesforløb med et praksisnært indhold og en arbejdspædagogik, der giver dem netop det skub og den identitet, der er i at opleve sig selv som en succes i det man gør, i det man producerer og i den service, man giver.
Der er således ingen grund til, at man opfinder nye projekter eller institutioner, som man ikke kender effekten af. Vi opfordrer til, at man politisk opprioriterer tilbud som TAMU, der har dokumenteret virkning – naturligvis side om side med et tiltrængt økonomisk løft af FGU (Forberedende Grunduddannelse). Med et nyt syn på arbejdspædagogikken, som TAMU er baseret på, kan vi få flere af de udsatte unge i arbejde, så de kan forsørge sig selv. Dermed kan vi også bidrage til at afhjælpe det store problem med mangel på arbejdskraft.
Vi bilder os ikke ind, at hverken arbejdskraftproblemet eller de udsatte unges udfordringer kan løses med et snuptag. Men vi har nogle kraftfulde veje frem med arbejdspædagogik som en fælles løsning på de to problemer. Sæt i gang!
Nanna Højlund, næstformand, FH
Stefan Hermann, rektor, Københavns Professionshøjskole, formand for ekspertgruppen ”Bedre veje til en ungdomsuddannelse 2016-17” der foreslog etablering af FGU
Peter Staun Kastholm, direktør, TAMU
